Juan les pins – billigt hotel

Hvis man ikke behøver den store luksus, men bare en god seng at sove i og ordentlige toiletforhold, så vil jeg nævne dette hotel i Juan les pins. Fandt det selv via hotels.com. Det har kun én stjerne. Man skal op på anden sal for at komme til receptionen og muligvis højere op for at komme til værelset. Der er ingen elevator, så det er ikke for gangbesværret. Tilgengæld lover de på deres hjemmeside, at de gerne vil hjælpe med at bære bagagen op.

Når det er sagt kan jeg oplyse plusserne. Der er en ventilator, som kan tændes så luften virker koldere, men den larmer og blæser meget, så man har den kun tændt i kort tid ad gangen, men den er der! Der er et lille køleskab, hvilket er et stort plus. Der er et nyere badeværelse med glaslåge for brusekabinen, så gulvet i badeværelset ikke bliver vådt.

Der er så vidt jeg ved kun ét triple værelse på hotellet, men man kan få instaleret et fold-ud-seng, hvis de skønner, at der er plads.

Det jeg synes var rart ved hotellet var, at det lå tæt på en af de bedste strande langs kysten. Der var ingen som så skævt til, at man gik en morgentur med en strandkjole og en pose med et håndklæde ned for at tage en dukkert og komme tilbage med vådt hår for at tage et bad på hotellet. (Vi har prøvet at sove på et fire-stjernet hotel, der ville det ikke have passet ind!) Vi sov kun på hotellet i to nætter og alligevel fik vi nye håndklæder undervejs, hvis de var brugte. Man kan spise morgenmad på hotellet for 6 euro pr. person, men vi valgte at gå til den lokale bager to gadehjørner væk. Hos bageren køber man brød efter vægt. Vi fandt et lækkert mørkere brød, som de skar i skiver for os. Deres chokolade-pain (en firkantet udgave af croissant med chokoladestykker) var også gode. Dertil kunne man købe kaffe og vand. Dette kan nydes på en bænk nær kysten, hvis man er heldig at finde en i skyggen eller tages med på en tur. Der ligger supermarkeder i nærheden spørg om vej på hotellet.

Parkering var en spændende sag. Man ved aldrig om der er en plads til bilen, men vi var heldige hver gang på en stor plads ved siden af hotellet, hvor der er gratis 24-timers parkering. Det lykkedes uden en bule, men jeg vil intet love for andre – de holder tæt!

Selv har jeg overvejet at bruge hotellet igen til en ny tur, hvor vi benytter os af nogle af alle de tilbud, der er for sejllads i byen. Hotellet ligger tæt på stationen, så jeg vil ikke udelukke, at vi undlader bilen til en sådan ferie. (Denne gang var målet Marineland, www.marineland.fr)

Adresse: Hotel Trinon, 14, avenue de l’Esterel, 06160 Juan les pins. www.trianon-hotel.com

Reklamer

Menton i Sydfrankrig

I flere rejsebøger nævnes kun, at byen ligger tæt på den Italienske grænse, at der dyrkes citrustræer og at der afholdes en stor citrusfestival i februar. Sidstnævnte er med på min ønskeliste, da jeg tror, at det er en fantastisk oplevelse udfra de billeder jeg har set derfra indtil nu.

Markedet

Byen rummer dog mere end det. Jeg var selv meget betaget af deres marked. I en gammel markedshal, står de handlende side om side med hinanden og sælger ost, pølser, brød, fisk, sæber, vin og meget andet godt. Vi købte lækkert brød hos den ene sælger og chorizo-pølse i skiver hos slageren overfor, mens kollegaen stod og skar kotteletter til en stor ordre.

Nær markedet ligger en gågade med butikker og cafeer for enhver smag. Et godt råd er at købe vand på flaske et andet sted. Det koster cirka det dobbelte på denne gade i forhold til alle andre steder, hvor jeg har købt vand. I Rue Trenca ligger en butik kun med frysevare, hvis I trænger til at blive kølet lidt af.

Nyd livet under et citrustræ

Maden kan med fordel nydes i en af de omtalte citrusparker. Vi valgte “Palais Carnoles” i den østlige ende af byen nær en af de store hovedfærdselsåre. (3 Avenue de la Madone i Menton). Her kan maden nydes i skyggen. Om sommeren er der udover citrustræerne græskar, tomater og andre sommerplanter. Vand kan købes på en af tankstationerne på Rue Paul Morillot, som ligger langs parken eller supermarkedet, der ligeledes ligger i nærheden.

P-afgifter

På hverdag kan der blive tale om en p-afgift, vær opmærksomme på, at man kan slippe for denne i siestaer og søndag/”feriedage/helligdage”, læs på billetautomaten, når I er der.

Legeplads, forlystelsespark og strandtur

Har I mindre børn med er der en legeplads i krydset Rue Paul Morillot og Rue Antoine Peglion. Markeret med grønt på bykortet, hvis I søger det på Goggle Maps.

Overfor parken ligger et forlystelsesland Koaland. http://www.parckoaland.fr/

Fra udgangen fra parken kan man se ned mod stranden, så måske frister en badetur på standen.

Standene i Menton

Angående strandene i Menton skal I være opmærksomme på, at de er mere stenet end flere af de kendte strande langs kysten. Baie du Soliel, som ligger vest for det lille fort, er meget stenet – nok derfor den bliver kaldt solbaderstranden. Stranden nord for den lille havn er langt bedre, men stadig stenet. Det sjove ved denne strand er, at der er små fisk i vandet, der svømmer tæt på kysten. Min datter brugte lang tid på at prøve at fange dem. Det er små nærmest gennemsigtige fisk – ganske fredlige.